• Hvidvasktiltalt advokats identitet forbliver hemmelig

    Источник: BDK Borsnyt / 19 сен 2024 04:59:13   America/Chicago

    Østre Landsret skal tage stilling til, om navneforbuddet for en advokat, der er tiltalt for hvidvask, skal opretholdes. Det står klart, efter at en dommer ved Københavns Byret torsdag har besluttet at ophæve navneforbuddet. Den kendelse valgte den tiltaltes forsvarer at kære til landsretten. Dommeren besluttede trods bemærkninger fra den fremmødte presse at lade kæremålet få opsættende virkning. Det betyder, at pressen ikke må nævne navnet på den tiltalte, før Østre Landsret har taget stilling, og kun hvis landsretten stadfæster byrettens kendelse. Et navneforbud gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere en person. Advokaten er tiltalt for hvidvask af 2.447.377,93 kroner samt at have forsøgt at hvidvaske yderligere 6,75 millioner kroner. I et af forholdene, som omhandler hvidvask af 939.552,93 kroner, fremgår det, at pengene blev videreoverført ad 15 overførsler til forskellige personer og virksomheder. Men hvidvask og forsøg på samme er ikke det eneste, som advokaten har gjort sig skyldig i, mener anklagemyndigheden. Der er også rejst tiltale for flere brud på hvidvaskloven samt at have videregivet fortrolige oplysninger fra en straffesag. I alt syv repræsentanter fra pressen var mødt op i Københavns Byret i forsøget på at få navneforbuddet ophævet. De argumenterede blandt andet for, at tiltalens grovhed og den tiltales betroede stilling som advokat taler for, at navneforbuddet skulle ophæves. I kendelsen lagde dommeren også vægt på sagens grovhed. Det er National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har rejst tiltalen mod advokaten. I en pressemeddelelse om tiltalen lød det, at NSK under sagen vil nedlægge påstand om, at advokaten skal udelukkes fra at udøve advokatvirksomhed og juridisk rådgivning indtil videre. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/hvidvasktiltalt-advokats-identitet-forbliver-hemmelig
Опубликовать